Border Collie
Af Paul Lysholdt Rasmussen, 21. juli 2008.
Fakta
Forfatter: En række personer knyttet til Border Collie Klubben.
Titel: Border Collie.
Udgivet af forlaget Atelier 2001.
Udgivet i samarbejde med Dansk Kennel Klub.
54 sider. Hardcover.
Pris 195 kr. inkl. porto og ekspedition hos Dansk Kennel Klub.
Forfatteren
"Bogen er skrevet af Border Collie Klubben, specialklubben under Dansk Kennel Klub, i samarbejde med Dansk Kennel Klub." Der er otte navngivne personer anført som skribenter.
Indledning
"Border Collie" er en af mange racebøger udgivet i samarbejde mellem DKK og forlaget Atelier. Indenfor relativt kort plads gives en masse informationer om racens historie og karakteristika, om anskaffelse af hund, om hvalpens introduktion i hjemmet, om adfærd, helbred, aktiviteter mv.
Beskrivelse
Bogen består af følgende kapitler:
- Border Colliens historie. Om oprindelsen, populariteten, egenskaberne og beskrivelse af kontroverser om hvordan racen bedst beskyttes: arbejdsegenskaber kontra udseende.
- Border Collie racen. En kommenteret gennemgang af FCI standarden.
- Hyrdeinstinkt. Beskriver hundens naturlige lyst at samle og hente kreaturer.
- Om at anskaffe sin en Border Collie. Om at vælge Border Collie, om voksen hund kontra hvalp, om hvor man finder en Border Collie, hvad man skal være opmærksom på ved valg af hvalp, om stambogsføring, om hvalpens forældre, om valg af opdrætter, han eller tæve mv.
- Hvalpens ankomst til sit nye hjem. Om forberedelserne, om den første dag, det videre forløb og leg.
- Pleje og sundhed. Om pasning af hunden og om diverse sygdomme mv.
- Adfærd. Om hvalpens udvikling, prægning og socialisering, om lederskab og om problemer: hyrdning, sensitivitet og stress.
- Hundesport. Om hyrdehundekonkurrencer, agility, lydighed og udstilling.
- Hvad kan man ellers lave med sin Border Collie? Flyball, spor, heelwork to music, tricks.
- Den gamle Border Collie. Om at være opmærksom på at hunden bliver gammel.
- Border Collie Klubben. Om klubben, dens udvalg og aktiviteter.
- Dansk Kennel Klub, FCI og specialklubberne. Orientering om DKK og hvilke fordele det indebærer at hunden har en DKK stambog.
Vurdering
"Border Collie" spænder på relativt få sider over en masse emner. Jeg tror det vil være en rigtigt nyttig bog for personer, der overvejer at anskaffe en Border Collie, fordi der ikke lægges skjul på at det er en meget aktiv race, og også gøres opmærksom på problemadfærd hos racen.
Men jeg synes, at den relativt korte plads gør, at visse emner bliver behandlet noget kortfattet. Det virker som om der er for meget kompromis i bogen, så der skal stå lidt om alt, frem for at have fokus på det, som er vigtigt i forhold til bogens målgruppe. Der er ikke noget forord eller nogen indledning, men af omslaget fremgår det indirekte: "Læs den før du beslutter om det virkelig er en race for dig!". Og ud fra den vinkel kunne stoffet være disponeret bedre; fx er informationen om Border Collie Klubben og DKK ikke så relevant i denne sammenhæng, men burde snare stå i gratis(!) informationsbrochurer, snarere end i en tynd bog til 195 kr.
Jeg synes det er et generelt problem med denne typer bøger, at de gerne vil dække en række emner, som ikke er racespecifikke, i stedet for at henvise til andre bøger, som dækker det generelle bedre og grundigere. Og så savner jeg en beskrivelse af forslag til yderligere læsning.