The Norwich terrier
Af Paul Lysholdt Rasmussen, 12. maj 2008.
Fakta
Forfatter: Marjorie Bunting - additions by Renée Willes
Titel: The Norwich terrier
Udgivet 2007. MBF Bokförlag, Sverige.
Forfatteren
Marjorie Bunting (1926-2001) er uden diskussion en af de mest indflydelsesrige personer indenfor Norwich terrier overhovedet. Hun grundlagde i 1943 kennel Ragus. Hendes datter Lesley Crawley blev medejer af kennelen i 1966. Marjorie Bunting ejede/opdrættede 66 Norwich terrrier champions og vandt 358 certifikater. Hun ejede/opdrættede 36 Norfolk terrier champions og 2 Border terrier champions.
Indledning
"The Norwich terrier" er 3. udgave af Marjorie Buntings fremragende bog, opdateret af Renée Sporre-Willes med tilladelse fra Lesley Crawley. For en nybegynder i racen er det fantastisk at læse en bog der giver et så bredt, dybt og engageret billede af Norwich terrieren.
Det er grundig, indsigtsfuld, humoristisk og forelsket beskrivelse af en race, som om nogen har præget Marjorie Buntings liv. Opdateringerne af 2. udgaven fra 1997 er sket i fuld respekt for forfatteren, og der er kun sket redaktionelle ændringer i form af ændret kapitelopdeling af den originale tekst. Der er tilføjet enkelte nye kapitler.
Beskrivelse
Kapitel 1: History
En meget grundig gennemgang af racens historie, bl.a. baseret på interviews med nogle af de betydningsfulde personer eller deres slægtningen fra begyndelsen af 1900-tallet, bl.a. Jack Read, som udarbejdede det første udkast til racestandarden i 1933. Beskrivelsen ender i 1964. Der redegøres i detaljer for det lange forløb frem til den officielle opdeling af Norfolk terrier i henholdsvis Norwich og Norfolk terrier. Kapitlet er rigt illustreret med de skønneste fotografier, alle naturligvis med præcise oplysninger om hvilke hunde og mennesker der vises.
Kapitel 2: Post Separation
Beskriver racens udvikling fra 1964 til begyndelsen af det 21. århundrede, igen med masser af oplysende fotos.
Kapitel 3: Arts and Crafts
Fotos og omtale af malerier, skulpturer mv. med Norwich terriere.
Kapitel 4: Why Norwich Terrier?
Er kort kapitel der beskriver racens karakter og temperament.
Kapitel 5: General care
Et langt, grundigt kapitel om hundens helbred og sygdomme. Det er et generelt kapitel, som i sagens natur ikke handler specielt om Norwich terrieren.
Kapitel 6: Breeding
Bogens længste og grundigste kapitel beskriver opdræt af Norwich terriere, men kan med stor fordel læses af opdrættere af alle andre racer. Først og fremmest skal man kan kende racen, før man giver sig i kast med opdræt; og det beskrives grundigt hvad der er vigtigt at se efter. Derefter beskrives det systematisk, grundigt og sobert hvordan man udvælger avlstæver og -hanner; hvordan parringen planlægges, med en masse praktiske råd; hvordan den drægtige tæve skal behandles; hele forløbet omkring fødslen herunder problemer; fravænning af hvalpene; om at sælge hvalpe og behandling af en ny hvalp.
Kapitel 7: Showing
Igen et langt og indsigtsfuldt kapitel, nu om udstilling af hunde. Hvordan man udvælger udstillingshunde; hvordan man træner hunde til udstilling; om tilmelding og forberedelse til (engelske) udstillinger; om soignering og trimning; om handling af hunde i udstillingsringen (dejligt at læse denne meget grundige beskrivelse). Nogle spændende afsnit for dem, der gerne vil dømme Norwich terriere: hvad skal man vide, hvilken erfaring skal man have, hvordan gør man, når man dømmer?
Kapitel 8: Standard
En meget detaljeret kommenteret gennemgang af standarden for Norwich terrier, med mange gode illustrationer af hunde, der lever op til standarden, og hunde der ikke gør.
Kapitel 9: Who's Who in Norwich
En gennemgang af en lang række betydningsfulde kenneler, begyndende med Farndon (1908) og sluttende med Kinsridge (1990). Det beskrives for hver kennel hvornår det er etableret og af hvem, og betydningsfulde resultater nævnes. Igen masser af herlige billeder.
Kapitel 10: Records
Indledes med et spændende afsnit om rekorder indenfor Norwich terriere. Ragus har fx været opdrætter af Norwich terrier i 50+ år, og dernæst nævnes en række hunde som fx har flest champion efterkommere i Storbritannien, første til at vinde sin gruppe i USA, yngste champion osv. Dernæst et afsnit om topvindere (udstilling) 1969-2006, de førende avlshunde i samme periode, de førende avlstæver 1965-2006 samt topopdrættere 1971-2006. Og endelig en oversigt over stritørede champions 1932-2007.
Vurdering
"The Norwich terrier" er en dejlig bog. Marjorie Bunting kender racen ud og ind, og hun skriver et letlæst sprog med masser af humor og først og fremmest dyb kærlighed til Norwich terrieren.
Racens historie er ualmindeligt detaljeret beskrevet og gør op med en række myter baseret på seriøse undersøgelser.
Kapitlerne om henholdsvis opdræt og udstilling er til dels generelle, men i detaljer meget racespecifikke, og så grundige at der må være lærdom for selv meget garvede opdrættere og udstillere.
Gennemgangen af racestandarden er forbilledlig; både teksten fra standarden og kommentarerne til den, og de meget illustrative fotos der beskriver rigtige og forkerte helheder og detaljer.
Jeg har det tit svært med racemonografier, fordi de indeholder en masse generelle beskrivelse, som intet har med racen at gøre. Bortset fra kapitel 5, er det ikke tilfældet her.
Det er svært at forestille sig en racemonografi, der kan overgå denne.